Er kunstig intelligens fremtiden for abonnementsbevægelsen?

ai

Share This Post

Subscription Case #9

Af Niels Vestergaard

Mens det føles som om, at ChatGPT er ved at overtage verden, er de første abonnementsvirksomheder begyndt at udnytte den nye teknologi, der skaber services, som bare for nogle år siden virkede som det vildeste science fiction. Og noget tyder på, at abonnementsmodellen er den helt rigtige forretningsmodel til at sælge AI-teknologier.

For en måned siden introducerede OpenAI (skaberne af ChatGPT) abonnementstjenesten ChatGPT Plus, som tilbyder prioriteret adgang til platformen. For $20 dollars om måneden får du tidlig adgang til nye funktioner og kan springe køen over, når interessen på siden er for stor. Og med mere end 100 millioner brugere af platformen, burde der være et potentiale for en stabil abonnentbase.

Mens AI-bevægelsen ruller ind på verdens App Stores, introduceres flere og flere ‘samtale-bots’, med animerede avatars som kan blive din ven, lære dig noget nyt eller endda hjælpe dig med dine lektier.

Og for ganske nyligt kunne Duolingo introducere deres nye abonnementssatsning Duolingo MAX, som er er en endnu mere kraftfuld og AI-drevet version af deres betalte abonnement, der bruger GPT-4 teknologien til at undervise sine abonnenter endnu bedre.

Så, hvordan ser fremtiden ud for AI i abonnementsbevægelsen?

AI platforme er relationelle og ikke transaktionelle. Derfor er de skabt til abonnement!

Hos Subscrybe taler vi meget om skiftet fra transaktionel til relationel forretning. For hvis du vil kræve en månedlig betaling for dit produkt eller din service, så har du bare at levere værdi hver måned og få brugerne til at kunne lide dig. Og som AI fortalerne fortæller os, så er kunstig intelligens ikke bare et smart værktøj, der kan hjælpe dig med at skrive din stil. AI er her for at ændre måden hvorpå vi arbejder og interagerer.

Det kan ikke undre, at Microsoft hoppede på OpenAI og opkøbte halvdelen af selskabet, da de fik muligheden. Og jeg tror stadig man hos Microsoft er rimelig tilfreds med præsentationen af den nye udgave af søgemaskinen Bing, der udnytter Chat-GPT på imponerende vis. Måske er det snart slut med at stå i Googles skygge?

Mit gæt er, at det ikke varer længe før AI inkluderes i Microsoft Office, som jo er et af verdens mest brugte og elskede abonnementsprodukter. Og som konsulent ville det da være fantastisk med PowerPoint designforslag som rent faktisk ser godt ud!

Og kunstig intelligens er her for at forbedre de platforme vi allerede bruger – jeg er sikker på at også Adobe vil implementere AI-teknologi, så de kan tilbyde brugerne endnu mere værdi for deres (relativt høje) månedlige betaling.

Og selvom AI chatbots stadig har lang vej at gå, så kan vi måske i fremtiden møde computerstyrede assistenter, der rent faktisk virker. Forestil dig en AI support chatbot, som rent faktisk kan svare på dine sprøgsmål! Jeg kan komme i tanke om en del selskaber, som måske gerne vil abonnere på sådan én.

Kunstig intelligens tilbyder personalisering og convenience. De ting som millennials elsker mest!

Og som vi har nævnt før, så er der særligt to ting som forbrugere under 40 virkelig sætter pris på – et nemmere liv og flere personaliserede oplevelser! Og det er måske det, som AI gør allerbedst. Når engang teknologien er klar, er jeg sikker på, at HelloFresh vil tilbyde teknologi, der hjælper dig med at sætte den perfekte madplan. Strava vil give dig nye metrikker, som du ikke engang vidste du manglede og være i stand til at måle din motion på helt nye måder.

Og som nævnt er udviklingerne indenfor B2B måske endnu mere fantastiske – Jeg er sikker på, at fremtiden hos Adobe, Microsoft og CRM udbydere som Salesforce og Hubspot er fyldt af nye hjælpemidler, der vil vise os nye horisonter indenfor data analyse og dialogprogrammer, som vi aldrig har set før.

Jeg tror i virkeligheden, at abonnementsbevægelsen skal være rigtig glade for den nye teknologi og være skarpt fokuserede på de næste års udviklinger indenfor AI. Det kan højst sandsynligt hjælpe dig med at servicere dine abonnenter endnu bedre, uden et behov for at hæve prisen på dit abonnement.

da_DK