Af Morten Suhr Hansen
Jeg er selv rundet af en fagforeningsvirkelighed.
Min far var i mange år tillidsmand i HK, så jeg er vokset op med en ret klar forståelse af, hvad fagbevægelsen var sat i verden for. Ikke som en rabatklub. Ikke som en perifer servicefunktion. Men som noget vigtigt. Noget, der havde med tryghed, rettigheder, fællesskab og ordentlige forhold på arbejdsmarkedet at gøre.
Netop derfor er det også så interessant – og ærligt talt lidt brutalt – at se, hvordan mange unge danskere ser på fagforeninger i dag. Det er jeg netop blevet mindet om, for vi har i Subscrybe netop gennemført en analyse, hvor vi har spurgt 300 danskere under 40 år om deres forståelse af fagforeninger, og udgivet resultaterne i rapporten ’Den nye virkelighed for fagbevægelsen’.
Når vi ser på analysen af de unges holdninger til fagforeninger, og når vi samtidig trækker på vores erfaring fra en del samarbejder med fagforeninger om netop medlemsrekruttering, relevans og fastholdelse, så tegner der sig et meget klart billede: Fagforeningerne bliver i stigende grad opfattet som et sikkerhedsnet. Ikke som et fællesskab. Ikke som en løbende relation. Og ikke som en naturlig del af arbejdslivet.
Det er den nye virkelighed. Og den skal tages dybt alvorligt.
Fagbevægelsen står med mere end en kommunikationsudfordring
For det her er ikke bare en kommunikationsudfordring. Det er ikke bare et spørgsmål om at lave lidt skarpere kampagner eller en mere moderne tone of voice. Det er et strukturelt medlemsproblem. Eller sagt på mit eget fagsprog: et klassisk abonnementsproblem.
Når værdien kun opleves, når noget går galt, så bliver medlemskabet sårbart.
Det er præcis det, rapporten viser. Mange unge forbinder fagforeningen med hjælp, når der opstår problemer, eller med tryghed og sikkerhed, hvis noget går galt. Meget få forbinder den med et fællesskab. Og næsten halvdelen siger, at de først vil opsøge fagforeningen ved et konkret problem. Relationens motor er altså ikke løbende relevans. Den er akut behov. Det er en farlig position at være i.
For vi ved fra abonnementsverdenen, at når relationen er passiv det meste af tiden, så begynder medlemmet at kigge kritisk på regningen. Ikke nødvendigvis fordi produktet er dårligt. Men fordi værdien ikke er tilstrækkelig synlig i hverdagen.
Og også her er rapporten tydelig. En stor del fortæller, at de aldrig har haft et konkret behov for deres fagforening. Andre oplever, at prisen ikke står mål med værdien. Og nogle er endda i tvivl om, hvad de egentlig får. Det er næsten den perfekte opskrift på churn.
Det interessante er jo, at problemet ikke for alvor opstår, når fagforeningen endelig bliver brugt. Tværtimod. Mange oplever høj værdi, når rådgivningen faktisk aktiveres. Det er ikke dér, slaget tabes. Slaget tabes i alle de måneder, hvor medlemmet ikke mærker nok til relationen.
Det er præcis dét, vi i Subscrybe møder igen og igen i vores arbejde med fagforeninger og andre medlemsorganisationer: De fleste er faktisk langt stærkere, end medlemmerne tror. Men deres værdi er for usynlig, for generisk og for sjældent dokumenteret.
Tre vigtige retninger kan styrke relationen til de unge
Min første pointe er, at fagforeninger skal stoppe med at love værdi – og begynde at dokumentere denTryghed, rådgivning og sikkerhed er fine ord. Men de er også abstrakte ord. De flytter ikke nok i en tid, hvor især unge er vant til at måle deres abonnementer benhårdt på konkret udbytte. Værdien skal gøres synlig. Hvad har du fået adgang til? Hvad har vi skabt for dig? Hvad har vi forhandlet hjem? Hvad ville det have kostet dig uden os?
Min anden pointe er, at medlemskabet skal designes som et forløb – ikke som en indmeldelse. Alt for mange fagforeninger har stadig en logik, hvor slaget primært handler om at få medlemmet ind. Men den virkelige opgave begynder først bagefter. Rapporten peger selv på, at mange bliver, hvis medlemskabet opleves som en naturlig del af arbejdslivet, og hvis de løbende bliver mindet om værdien. Det er jo i virkeligheden en opskrift på bedre onboarding, bedre kontaktpunkter og bedre relationsdesign.
Og her kommer så den måske vigtigste erkendelse: Den største konkurrent er ikke nødvendigvis de andre fagforeninger. Det er passivitet. Det er tavshed. Det er glemsel. Det er et medlemskab, der står og samler støv i baggrunden, indtil der en dag sidder en ung lønmodtager og tænker: Har jeg egentlig brug for det her?
Min tredje pointe er derfor, at fagforeningerne skal blive langt bedre til at arbejde med relevans i takt med arbejdslivet. For unge arbejdsliv i dag er ikke lineære. De er fulde af skift, tvivl, sidespor, projektansættelser, karriereryk, barsel, specialisering og nye ambitioner. Et statisk medlemskab passer dårligt til et dynamisk arbejdsliv. Relevans handler ikke kun om, hvad man tilbyder. Det handler om, hvornår man tilbyder det – og til hvem.
Fremtidens medlemskab skal stå sin prøve i hverdagen
Så ja, fagforeningerne har en vigtig historisk arv. Det ved jeg også hjemmefra. Men de kan ikke leve på den alene.
Hvis de vil vinde den næste generation, skal de ikke bare være vigtige, når noget går galt. De skal være relevante, når hverdagen går helt normalt.
Det er dér, fremtidens medlemskab skal stå sin prøve.
Du kan finde alle indsigterne i vores whitepaper: ‘Den nye virkelighed for Fagbevægelsen’.
