Hvad ville Aarstiderne gøre?

Share This Post

Af Morten Suhr Hansen

Én af årets mest spektakulære virksomhedshandler i Danmark. Sådan må man betegne den nyhed, som ramte for få uger siden, da det blev offentliggjort, at den danske dagligvaregigant, Dagrofa, har opkøbt Aarstiderne, én af Danmarks mest ikoniske abonnementsvirksomheder og én af frontløberne, når det gælder en økologisk og bæredygtig tilgang til fødevareproduktion.

Det er ingen hemmelighed, at Aarstiderne er én af de abonnementsvirksomheder, som jeg har den varmeste relation til. Som privat kunde gennem mange år, men også gennem Subscrybe, hvor Aarstiderne er én af vores tætte kunder gennem mange år. Da jeg skrev min seneste bog ’The Subscription Movement’ beskrev jeg endda Aarstiderne som én af de to virksomheder, der tidligt skubbede til en succesfuld bevægelse mod abonnement (den anden er Netflix). Så helt uvildig er jeg nok ikke, når jeg her dykker ned i Aarstidernes forretning og prøver at perspektivere Dagrofas opkøb. Så ved du det.

Dagrofa vil gøre Aarstiderne tilgængelige for mange flere danskere

Mine første tanker, da jeg hørte om Dagrofas opkøb af Aarstiderne, var bestemt ikke al for positive, indrømmet. Sporene skræmmer, når man ser på en anden stor dagligvarekæde, Dansk Supermarked, som for år tilbage opkøbte Skagenfood. Udefra ligner det ikke en stor succes, og man frygter for om store Dagrofa kan håndtere et lille guldæg som Aarstiderne. Men går man dybere ind i udmeldingerne, er der måske grund til mere optimisme.   

Man kan nemlig have den tanke, at med Coops lukning af Irma, så er analysen hos Dagrofa, at der er opstået en mulighed i markedet for især at styrke supermarkedskæden Meny med et mere økologisk og kvalitetsbevidst udbud. Meldingen er i hvert fald klar: Med købet skal det sikres, at Aarstiderne skal gøres tilgængeligt for endnu flere danskere.

Det hepper jeg på – og holder øje med. Men inden det når så langt, så lad os dykke ned i nogle af de elementer, som gør Aarstiderne til én af de seneste 10 års mest innovative og succesfulde abonnementsvirksomheder. Her ligger nemlig spændende elementer, som mange andre abonnementsvirksomheder kan lære af. Lad mig dykke ned i fire områder.    

Hvad gør Aarstiderne rigtigt?

  1. Kundecentreret innovation. En succesfuld abonnementsvirksomhed er ’altid i beta’. Det gælder også for Aarstiderne, som har innovation som en løbende aktivitet, og ikke noget, der er forbeholdt festtaler og årlige personaledage. For Aarstiderne handler det hele tiden om at lytte til sine kunder, men også om at være foran dem, og virksomheden lancerer jævnligt nye produkter, nye måltidskasser og nye måder at levere værdi til kunderne på.
  2. Fokus på relationer, oplevelser og værdi. Er det banalt at nævne, at en succesfuld abonnementsforretning arbejder med hele tiden at styrke sine kunderelationer? Ja, måske. Alligevel kan man gøre det både mere eller mindre godt. Aarstiderne har over de seneste år opbygget en meget succesfuld loyalitetsforretning med abonnementskonceptet Aarstiderne Plus, som giver endnu mere værdi til medlemmerne, både monetært og følelsesmæssigt, og som dermed kobler medlemmerne endnu tættere til virksomheden.      
  3. Bæredygtighed som kerneværdi. Få abonnementsvirksomheder i Danmark har en stærkere mission og kernefortælling end Aarstiderne. Virksomheden er sat i verden for at skabe en forandring omkring økologi og bæredygtighed og er ikke bange for at være missionerende overfor sine kunder og medlemmer. Aarstidernes mission er at forandre hverdagen for sine kunder til fordel for planeten. Højtravende? Ja, bestemt og dermed ikke for alle. Men det skaber også fans og en meget høj loyalitet i målgruppen.
  4. Kundeservice er en hjørnesten. Aarstiderne har en kundeservice, der lever op til deres løfte om kvalitet. De er kendt for at være hurtige til at løse problemer og sikre, at kunderne altid føler sig hørt. For de mest succesfulde abonnementsvirksomheder, er kundeservice ikke en omkostning, men en vigtig del af det samlede værditilbud. Dét forstår Aarstiderne om nogle.

Hvad ville Aarstiderne gøre?

Aarstiderne er altså et stærkt eksempel på, hvordan man opbygger og driver en succesfuld abonnementsforretning. Deres fokus på kundebehov, bæredygtighed, relationer, fleksibilitet, historiefortælling og kundeservice gør dem til et forbillede for andre virksomheder.

Nu er der bare tilbage at håbe, at Dagrofa bliver en dygtig forvalter af den fantastiske arv, som de to stiftere Søren Ejlersen og Thomas Harttung har skabt, og som gennem mange år er forvaltet af dygtige medarbejdere hos Aarstiderne. Kunne man endda tillade sig at håbe på, at nogle af de stærke dyder også kan smitte supermarkedskæderne hos Dagrofa. Dansk dagligvarehandel er i dag desværre ikke kendt for kvalitet, innovation og evnen til at skabe stærke kunderelationer.   

Så man kan håbe at Dagrofa vil stille sig selv det spørgsmål, som også du kan bruge i din egen abonnementsforretning, næste gang du står over for en strategisk beslutning: Hvad ville Aarstiderne gøre?

en_US