Af Morten Suhr Hansen
I sidste uge sagde Spotify velkommen tilbage fra sommerferie til sine kunder ved at annoncere en prisstigning i en lang række markeder uden for USA og Canada. Allerede sidste år blev priserne hævet ’over-there’ fra $10.99 til $11.99, og nu følger resten af verden altså efter.
Priserne stiger omtrentligt 9% på tværs af markederne. I EU stiger prisen fra €10.99 til €11.99, hvilket i Danmark betyder en prisstigning fra 109 kr. til 119 kr.

Det estimeres i øvrigt, at Spotify har omkring 180 millioner betalende abonnenter uden for USA og Canada, så den lille øvelse giver altså en årlig meromsætning på svimlende 16 milliarder kroner.
Nyheden om prisstigning var da også en god nyhed for Spotify’s investorer. Aktien sprang straks op med 6% i forlængelse af nyheden og understreger, at Spotify de seneste år har været inde i en god udvikling, både forretningsmæssigt og på børserne.
Det er jo ikke en stor overraskelse, at vi som forbrugere ofte bliver ramt af prisstigninger på de produkter og tjenester, som vi abonnerer på. Men udmeldingen fra Spotify har alligevel fået mig til at reflektere over, om vi mon står midt i en decideret abonnementsinflation. Altså en situation, hvor flere og flere abonnementsvirksomheder tyer til prisskruen – måske for at kompensere for en lavere tilgang af nye abonnenter.
Abonnementsinflationen rammer – i hvert fald mig.
Hvis man spørger den private Morten, så er der bestemt noget om snakken. Med flere end 50 aktive abonnementer i min husstand, så har jeg et vist empirisk grundlag at tale udfra. Og jeg kan konstatere, at jeg i løbet af 2025 er blevet ramt af en del prisstigninger på mine tjenester. Ikke blot på niveau med den nuværende inflation, der ligger omkring 2%, men væsentligt mere.

Det gælder mine mange abonnementer indenfor medier og streaming, men det gælder også andre abonnementer indenfor retail, kultur og underholdning og egentlige produkter i abonnement.
Har det fået mig til at overveje et abonnement eller to. Måske ligefrem opsige. Ja, i enkelte tilfælde, men det vigtige her er jo naturligvis min vurdering af, om værdien af abonnementet stadig overstiger prisen.
Og lad mig understrege, jeg har absolut ingen indvendinger imod prisstigninger generelt. Det er et vigtigt værktøj for alle abonnementsforretninger og en forudsætning for, at man hele tiden kan udvikle sin tjeneste og skabe endnu bedre oplevelser for sine kunder. Faktisk, så hjælper vi mange af vores kunder med at analysere os frem til den rigtige prisstrategi og implmentere prisstigninger bedst muligt.
Så lad mig, med udgangspunkt i Spotify’s tilgang til prisstrategi og prisjusteringer, forsøge mig med nogle anbefalinger til, hvordan du kan gribe spørgsmålet omkring priser og prisstigninger an!

Hvad kan vi lære af Spotify’s tilgang til prisstigninger?
Her er nogle bud på, hvad vi kan lære af Spotify, og hvilke tiltag, som du kan overveje i forhold til prisstigninger og prisstrategi:
- Sørg for god forudgående kommunikation. Spotify sender e-mails eller anden kommunikation til alle berørte abonnenter med detaljer og datoer for de kommende prisændringer. Sørg for at du gør det samme!
- Overvej alternative prisplaner. Spotify har tidligere rygtes på vej med en billigere basisudgave uden lydbøger og en potentiel ’super-pakke’ med ekstra funktioner. Måske kan du overveje en ændret pakketering sammen med nye priser.
- Øget værditilførelse. Spotify fastholder at prisstigningen gør det muligt at levere mere værdi gennem nye features og bedre oplevelser. Overvej, om din prisstrategi kan gå hånd-i-hånd med levering af endnu mere værdi til dine abonnenter.
- Markedsanalyse som grundlag. Historiske data viser, at Spotify har lav churn, også i perioder med prissstigninger. Sørg for at have styr på din pris-elasticitet og beregninger over, hvordan prisstigninger kan påvirke din forretnings nøgletal.
- Overvej familie- og studierabatter. Spotify arbejder med både et duo- og et familie-abonnement som alternativ til et standardabonnement (og Viaplay har netop lanceret et studieabonnement). Overvej, om sådanne rabatpakker kan hjælpe for abonnenter med særlige behov eller økonomi.
Jeg er naturligvis helt med på, at Spotify er en særlig case. Det er en af de abonnementsvirksomheder, som har allerhøjest loyalitet blandt deres abonnenter, oplever jeg. Men så meget vigtigere er det også for alle abonnementsvirksomheder, at have en fast hånd på rattet, når det gælder priser og prisstigninger.
Oplever du som abonnent også mange prisstigninger. Eller overvejer du som abonnementsvirksomhed prisstigninger. Lad mig endelig høre dine refleksioner.