Budget-appen Copilot viser, hvor vigtigt god UX-design og gamification er for din konkurrencedygtighed

Share This Post

Af Niels Vestergaard

Generation Z har efterhånden understreget sin kærlighed for løsninger, der gør det nemmere at holde styr på budgettet og gerne platforme, der kan samle alle dine bekymringer ift. husholdningsbudget, investeringer, rejser, opsparinger og meget andet.

Herhjemme er det særligt apps som Lunar og Spiir, der har været førende indenfor den kategori. Men i dag skal vi tale om amerikanske Copilot (ikke at forveksle med Microsofts AI-assistent af samme navn), som har opnået imponerende succes på blot 3,5 år.

Copilot er startet af tidligere Google-medarbejder Andrés Ugarte i 2020, med en mission om at udfordre den dengang meget større Mint app, som havde et noget mere sparsomt design og begrænsede funktioner. Og det er netop brugervenligheden, som vi vil kigge på i denne artikel. For vi kan alle lære noget af den måde Copilot har opbygget deres brugeroplevelse.

Prioritering af en fantastisk UX-oplevelse viser sig på bundlinjen

Copilot har netop modtaget $6 millioner i Series A investering i Silicon Valley, og det kommer i kølvandet på utallige App Store nomineringer samt en ”Best UX Nominee” fra Webby Awards.

Copilot kategoriserer alle dine transaktioner, holder styr på din opsparing og dine investeringer og den gør det i et venligt miljø, fyldt med farver og emojis. Copilot findes kun til Mac og IOS, og det er tydeligt, at Copilot har fokuseret på at integrere sig selv lige så godt som en original Apple-app. Copilot har interaktive widgets i alle størrelser, så de med sikkerhed kan forblive top-of-mind hos brugerne, mens de holder øje med det månedlige budget. Og de har naturligvis også integreret machine learning for at kunne kategorisere dine transaktioner bedre, så du altid har et klart overblik over, hvad dine penge bliver brugt på – og ikke mindst – hvor mange penge du har tilbage i den enkelte kategori.

En gamificeret oplevelse gør det sjovt at holde styr på budgettet

Lektionen her er, at der er mange måder at gøre noget, ellers tørt, mere interessant på. Og det kan vi som abonnementsforretninger lære meget af. For tanken bag dit produkt kan være nok så god, men hvis du ikke formår at præsentere det visuelt flot, så falder det som oftest igennem. Derudover er det også vigtigt at integrere spændende og måske endda underholdende elementer ind i dit abonnement, så du skaber den gode vane.

Hos Copilot har de flere smarte funktioner, der holder dig opdateret på dit budget:

  • Daily Snapshots – Hver dag får du overblik over, hvad du har brugt af penge, og du kan se hvilke regninger, der kommer i de næste dage. Du kan også få overblik over betalinger, som du skal have tilbage.
  • Rollovers – Med Rollover-budgetter, kan du indstille dine månedlige budgetter til at tilpasse sig, hvis du ikke har brugt det hele op i sidste måned. På den måde føles det lidt som en gave til næste måned, hvis du har et par dollars tilovers på dit tøjbudget, restaurantbudget eller lignende.
  • Cash Flow – Som taget ud af Spotify Wrapped, får du hver måned et overblik over dine udgifter og en oversigt, der viser ændringen i dit forbrug – har du brugt flere eller færre penge end sidste måned, har du sparet mere op, hvordan går det med dine investeringer, osv.
  • Recurring Payments – Hos Copilot kan du selvfølgelig også holde styr på dine abonnementer, pause eller stoppe aftaler og holde øje med evt. prisstigninger. En sidebemærkning her er, at det er funktioner som disse, der gør, at forbrugerne stiller endnu højere krav til dig som abonnementsvirksomhed. Get used to it!

Derudover har Copilot et uovertruffet design med stor inspiration fra Apples egne apps (flere medarbejdere hos Copilot er tidligere Apple-udviklere). Hele oplevelsen er ekstremt gennemført og du kan tilpasse appen til enten Dark eller Light mode på din iPhone, hvilket også er en faktor, der kan øge brugsfrekvensen hos brugerne (Light mode om dagen og Dark mode om aftenen, når finanserne skal tjekkes).

Et sikkert og seriøst abonnementsprodukt med store muligheder forude

Copilot er selvfølgelig også fokuseret på datasikkerhed, fordi de skal have adgang til dine konti og dine investeringsplatforme. Og det er også derfor, der ikke findes en gratis version af Copilot, som koster $7.92 om måneden eller $95 om året. Disse penge bliver bl.a. brugt til at sikre brugernes data på tværs af konti og kanaler.

Copilot har i dag omkring 100.000 (meget) aktive brugere, hvilket resulterer i en ganske fornuftig omsætning allerede. Og de er altså stadig kun tilgængelige i USA. Jeg selv var skuffet over at finde ud af, at vi ikke kunne afprøve appen her hos Subscrybe, men jeg er tilsyneladende ikke den eneste. Copilot har faktisk dedikeret en side, hvor du kan stemme på, hvor appen skal lanceres næste gang. Det er også god UX – og en fantastisk måde at samle e-mailadresser op i nye markeder på. Danmark ligger lige nu nummer 25 på listen – så du må gerne gå ind og stemme, hvis du er lige så begejstret som mig!

Hvis du er blevet interesseret, så er der masser af UX-inspiration at hente på Copilots hjemmeside. Måske jeres hjemmeside eller app kan lære lidt af dem?

en_US