Om få dage udløses spændingen: Hvem bliver årets bedste abonnementsløsning?

Share This Post

Af Morten Suhr Hansen

Den 30. maj er det endnu engang blevet tid til én af årets mest festlige begivenheder i dansk erhvervsliv, når Dansk Erhverv under titlen ’E-handelsprisen’ står bag den festlige fejring af de bedste danske e-handelsvirksomheder i en lang række forskellige kategorier.

Vi har selv haft fornøjelsen af at være en del af Dansk Erhverv og E-handelsprisen i mange år, og vi havde den glæde, at organisationen for nogle år siden tog imod vores forslag om også at have en kategori for bedste abonnementsløsning. Det kan synes helt naturligt i dag, hvor der er så meget fokus på netop abonnement, men den gang var det et fremsynet og innovativt valg af Dansk Erhverv at inkludere dén kategori. Det skal de have stor tak for, for gennem årene har mange spændende abonnementsvirksomheder konkurreret om netop denne pris.

Lad os her se lidt nærmere på de fem nominerede kandidater, og så vil jeg i forlængelse af det, give mit bud på, hvad der kendetegner en succesfuld (og dermed vinder-værdig) abonnementsløsning. Til sidst får du en lille ’teaser’ til, hvordan du kan lære endnu mere om de fem spændende nominerede virksomheder.

Og de nominerede er …  

De fem virksomheder, der i år skal kæmpe om titlen som bedste abonnementsløsning er ret forskellige, både i forhold til størrelse og hvor længe, de har været i gang, og i forhold til typen af produkt, man så kan abonnere på. Men det gør jo kun konkurrencen endnu mere uforudsigelig.

Her er årets fem finalister:

Go Learn. Sidste års vinder af kategorien, Go Learn, er endnu engang i finalen på flotteste vis. Go Learn er en e-læringsplatform med fokus på erhvervskompetencer som ledelse, markedsføring og HR. Tusindvis af videoer fra førende eksperter guider og underviser abonnenterne. Feltets eneste B2B-koncept.

Matas. Sidste års ’runner-up’ er endnu engang helt med fremme i feltet. Det skyldes en meget succesfuld innovation og udrulning af Club Matas Plus, som er abonnementsoverbygningen på kundeklubben Club Matas.

Memmora. Pasning af gravsteder på abonnement. Nok ikke det første, du havde tænkt på, hvis du skulle starte en abonnementsforretning op. Men de dygtige folk bag har på bare to år skabt en hastigt voksende abonnementsløsning på at tage vare på det sidste hvilested.

Saphe. En gigantisk succes skabt i Aalborg og nu hastigt på vej ned af det europæiske motorvejsnet. Saphe er nemlig en trafikalarm, der minder os alle sammen om at køre ordentligt og i øvrigt advarer os om alvorlige hændelser på vores vej.

Undy. Undertøj på abonnement, fortrinsvis til mænd. Og sokker. Hvor tit glemmer man ikke lige at fylde skufferne op med det mest essentielle? Nu har Undy styr på det for dig. Her kan du nemlig sætte lige præcis de produkter i abonnement.       

Hvad skaber den rigtige abonnementsvinder?

Fem meget spændende og forskellige virksomheder, men hvad skal de så egentlig kunne? Hvornår er man en værdig vinder? Hvad ville jeg især kigge på, hvis jeg skulle kåre årets bedste abonnementsløsning. Det får du mit bud på her. Og her er det vigtigt at sige, at hverken jeg eller andre i Subscrybe er en del af juryen, når årets bedste abonnementsløsning skal kåres. En meget stor del af både de indstillede og finalisterne er at finde blandt vores kunder, så vi ville naturligvis være stærkt inhabile. Så jeg er lige så spændt som alle andre.

Men jeg ville især kigge efter tre ting.

For det første, om selve abonnementskonceptet er innovativt og nyskabende. Hænger værditilbuddet sammen med selve abonnementet, eller er abonnementet bare en måde at betale et produkt på. For mig klart det første, så her skal abonnementet kunne noget ekstra i sig selv.

For det andet, om abonnementsløsningen har fokus på at skabe stærke relationer over tid. Hvordan er forskellige loyalitetsdrivere tænkt ind i løsningen? Hvordan arbejder virksomheden med at engagere og aktivere sine kunder for hele tiden at sikre den gode adfærd.

For det tredje, om abonnementsløsningen rent faktisk er i fremdrift. Hvordan vækster abonnementsbasen, og er der realistiske planer for, at den også kan vokse fremover.

Jeg vil ikke her give min vurdering af de fem finalister i forhold til de parametre. Det overlader jeg til dig og juryen. Jeg synes dog, at jeg sagtens kan se de fem finalister afspejlet i en række af de ovenstående kriterier. Naturligvis.

Vil du lære mere om de fem?

Her i Subscrybe vil vi gerne give dig muligheden for at komme endnu tættere på de fem finalister, som jo også er gode venner af huset her. Derfor skaber vi over de kommende uger en lille mini-serie indenfor rammerne af vores podcast-format ’Subscription Talks’. I fem podcast-afsnit, der udgives de kommende uger, kan du høre de fem finalister selv tale om deres abonnementsløsninger, og hvorfor lige præcis de fortjener at vinde.

Det er mine to gode kollegaer, Jonas Juul Jeppesen og Jonas Nygaard, der interviewer de fem, og mon ikke der også kommer et afsnit fra selve finaleshowet.

Find alle afsnittene der, hvor du normalt lytter til podcast. God fest den 30. maj, hvis du er så heldig at skulle med.   

en_US