Hvor kan man finde den perfekte mobilitetsløsning?

Share This Post

Subscription POV #11

Af Morten Suhr Hansen

I skrivende stund sidder jeg på bagsædet af en bil på vej gennem de østrigske alper på vej til vores feriested i Toscana. For et par år siden havde der ikke været grund til at indlede en artikel med sådan en trivialitet. Men lige nu er Europa på vej til at åbne op igen efter 15 måneders nedlukning på grund af en pandemi. Der er masser af biler på vejene igen, og sådan var det også i Danmark op til ferien. Efter en lang nedlukning og masser af hjemmearbejde, så har vi fået vores mobilitet tilbage. Vi bevæger os igen på tværs af byer og landsdele, når vi skal frem til arbejde eller private aftaler.

Det er en god anledning til at sætte fokus på de mange mobilitetsløsninger, som binder vores hverdag og ferier sammen. I stigende grad vælger vi som forbrugere også på dét punkt ejerskabet fra, og vælger i stedet forskellige pay-as-you-go eller abonnementsbaserede transportløsninger.
Rejsekortet til den offentlige transport er for længst blevet hvermandseje, og i de større byer kan man, eksempelvis hos Dribe, abonnere på en bil i stedet for at eje den og man kan benytte sig af de små praktiske bybiler fra ShareNow eller GreenMobility. Cyklen kan lejes hos Swapfiets, hvis man vil have sin egen, eller blot lejes for en kortere tid hos Donkey Republic. Også el-løbehjulet var i en kort periode en del af mængden af transportløsninger.

Swapfiets Shop

Hver især er de mange løsninger glimrende. De er lette at gå til og uden de store forpligtelser, og de efterlever forbrugernes stigende behov for at leje, fremfor at eje. Alligevel er det som om, at dagligdagen bliver lidt mere bøvlet af de mange løsninger, man skal abonnere på eller have adgang til. Dyrt bliver det også, hvis de mange abonnementer lægges sammen.
Så jeg drømmer om én samlet løsning for transport for mig, der ikke vil eje min egen bil eller cykel. En løsning, der binder de forskellige transportformer sammen, så jeg kun skal oprette mig ét sted. Og allerhelst en ordning, hvor jeg betaler et fast månedligt beløb og så kan bruge de forskellige transportmidler efter behov. En ’all-you-can-go’ løsning!
Det lyder som en dejlig utopi. Det er det ikke, for løsningen findes allerede. Bare ikke i Danmark.

Hopper vi i stedet til den finske hovedstad Helsinki, så har vores finske venner siden 2015 kunnet benytte tjenesten Whim som en one-stop-shop til næsten al tilgængelig transport. Tjenesten kombinerer al offentlig transport med billeje fra Sixt, taxi-kørsel og leje af bycykler og el-løbehjul. Så med Whim-appen downloadet er det muligt at bruge den til alle former for billetter, taxature og bil- og cykelleje.

Som bruger af Whim kan man naturligvis betale fra gang til gang, men det er også muligt at købe forskellige attraktive abonnementspakker, så man har helt styr på de månedlige transportomkostninger.
Det mest simple abonnement koster 62,70 euro (ca. 470 kroner) om måneden og giver adgang til al offentlig transport og til el-scootere, samt til at købe korte taxature i Helsinki til en fast pris af 12,50 euro (ca. 94 kroner). Desuden har abonnenter adgang til rabatter på billeje og cykelleje. For studerende koster abonnementet i øvrigt blot 34,40 euro (ca. 258 kroner).

Men der er også mulighed for at gå all-in på transport hos Whim med et abonnement med (næsten) ubegrænset adgang til al transport. Prisen er 699 euro om måneden (ca. 5.250 kroner), men så får abonnenter også adgang til ubegrænset offentlig transport, ubegrænset leje af en bil i Ford Fiesta-klassen og 80 månedlige taxiture op til 5 kilometer. Dertil gratis adgang til bycykler og el-scootere samt mulighed for at leje større biler til en god pris.
Naturligvis indeholder Whim også en rejseplanlægger, der anbefaler hvilke transportmidler, der hurtigst og mest effektivt bringer dig fra A til B.

Godt 5.000 kroner er naturligvis en høj pris, men faktisk svarer det meget godt til prisen for at eje en bil i golfklassen. Ovenikøbet uden parkeringsplads, som i sig selv er en betydelig udgift i en by som eksempelvis København.

Københavns havn

I øvrigt er det ikke kun finnerne, der nu kan nyde godt af den smarte mobilitetsløsning fra Whim. Selskabet bag, MaaS Global, har etableret lignende tjenester i bl.a. Østrig, Schweiz, Holland og Belgien. Lad os håbe at Danmark snart føjes på listen, eller at allerede eksisterende mobilitetsoperatører i Danmark går sammen om at gøre det lettere for forbrugerne at bevæge sig rundt.

Historien om Whim og de mange forskellige løsninger, som vi har i Danmark, tegner et billede, som vi ofte ser, når vi taler om den store abonnementsbevægelse. At der er en ubalance mellem forbrugernes efterspørgsel på den ene side, og udbuddet fra virksomheder på den anden side. Forbrugernes efterspørgsel efter bekvemme og fleksible abonnementsløsninger er næsten uendelig, og virksomhederne har svært ved at følge med. Vinderne bliver de virksomheder, som formår at flytte sig hurtigst og mest radikalt.

en_US